Vil du være med til at etablere et stærkt analysemiljø, der understøtter udviklingen af de erhvervsrettede velfærdsuddannelser? Har du lyst til at arbejde med registerdata fra Danmarks Statistik og bidrage til uddannelsespolitiske analyser? Så er dette studenterjob måske noget for dig!

Vær med til at skabe gode uddannelser på velfærdsområdet

Hos Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser (SEVU) arbejder vi med dataunderstøttet politikudvikling inden for de erhvervsrettede velfærdsuddannelser. Vi har store ambitioner om at kunne give svar på bevægelser, der har betydning for uddannelsernes match med arbejdsmarkedets behov. Som studentermedhjælper hos os vil du få en central rolle i dette arbejde, hvor du blandt andet vil:

  • Arbejde med datatræk og data management ved brug af Danmarks Statistiks registerdata via forskerordningen.
  • Bidrage til analyser af frafald og rekruttering til erhvervsuddannelserne samt andre uddannelsespolitiske temaer.
  • Udvikle, forbedre og drive vores datarapporter og dashboards ved hjælp af Power BI, hvor vi anvender en API til Børne- og Undervisningsministeriets datavarehus.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Er en dygtig og nysgerrig studerende, der har mod på at lære nyt og tage ansvar. Du er en holdspiller og finder det naturligt at give en ekstra hånd med, når situationen kræver det.
  • Kan programmere i SAS, STATA eller R.
  • Er nysgerrig på business intelligence, ledelsesrapportering og Power BI.

Kendskab til registerdata fra Danmarks Statistik er en fordel, men ikke et krav.

Vi forestiller os, at du studerer data science, økonomi (fx polit, oecon, mat-øk el.lign.) eller en anden uddannelse, hvor programmering og behandling af store datasæt indgår. Det kan også være, du læser sociologi eller statskundskab og har flair for databaseret analyse.

Vi tilbyder:

  • En unik mulighed for at få kendskab til registerdata fra Danmarks Statistik, som danner grundlag for store politiske beslutninger i Danmark – en god karriereplatform.
  • Arbejde med en vigtig politisk sag, der har stor betydning for Danmarks fremtid.
  • Erfaring med at arbejde i et mindre sekretariat, hvor du vil få nærværende ledelse med faglig sparring og en teamkoordinator målrettet studentermedhjælperne.
  • Fleksible arbejdstider, ca. 15 timer om ugen, så jobbet kan passes ind med dine studier.

Om Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser

I Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser arbejder vi med at udvikle uddannelser på velfærdsområdet i takt med behovene på arbejdsmarkedet. Sekretariatet består pt. af 11 medarbejdere, tre studenter, en universitetspraktikant og en sekretariatschef.

Sekretariatet ejes af parterne bag de erhvervsrettede velfærdsuddannelser og er en del af det partsstyrede erhvervs- og efteruddannelsessystem og vi arbejdet tæt sammen med arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, ministerier og uddannelsesinstitutioner. Vores vigtigste opgave er at arbejde for arbejdsmarkedets parters interesser i forhold til uddannelserne på velfærdsområdet.

Du vil komme til at arbejde i et sekretariat, hvor samarbejde og gode relationer vægtes højt, og hvor vi udvikler hinanden gennem sparring og sammen opnår højt fagligt niveau. Desuden kommer du til at få fleksible rammer til at planlægge din arbejdsdag.

Vi bor i et stort driftsfællesskab sammen med en række andre uddannelsessekretariater centralt i København. Se mere om sekretariatet på www.sevu.dk.

Ansættelsesforhold

Vi ønsker, at du tiltræder snarest muligt. Stillingen er som udgangspunkt 15 timer ugentligt, afhængigt af opgavernes omfang, og fleksibel i forhold til eksamensperioder eller anden studieaktivitet.

Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomst på det kommunale område.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende, men ansøgningsfristen er den 2. oktober 2024, hvor eventuelle resterende samtaler vil være torsdag den 4. oktober 2024.

Kontakt:

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte analysekonsulent, Mikkel Zeuthen. Telefon: 2194 4102. Mail: mze@sevu.dk

Venligst skriv i din ansøgning at du har set opslaget på jobfinder.dk