Jobbet "Professionel vandspecialist til ansættelse i regionalt vandteam i Europa - genopslag" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Professionel vandspecialist til ansættelse i regionalt vandteam i Europa med base på den danske ambassade i Warszawa

Som del af implementeringen af eksportstrategi for vandområdet fastholder Udenrigsministeriet og Miljøstyrelsen den strategiske satsning på eksportfremmen af vandområdet. Udenrigsministeriet tilbyder derfor i samarbejde med Miljøstyrelsen nu en spændende udfordring, hvor du kommer til at indgå i et større vandteam på tværs af Europa. Så hvis du har en teknisk forståelse for vandsektoren og kommercielt forståelse og drive, så bør du læse videre her.

Opgaver og ansvar
Der sker meget i den europæiske vandsektor i øjeblikket. Gennem de senere år, har vi set et øget fokus på bæredygtighed og grønne effektive løsninger og med EU’s Genopretningsplaner, der rulles ud i netop disse år, opstår unikke muligheder for øget dansk eksport inden for vandteknologi. Der er derfor, med afsæt i EU’s Genopretningsplaner, samt Udenrigsministeriets, Erhvervsministeriets og Miljøministeriets eksportstrategi for vandteknologi, placeret udsendte og lokale vandrådgivere til udvalgte europæiske ambassader og konsulater.

Med base på den danske ambassade i Warszawa vil du blive en del af et tværgeografisk team, Water Technology Advisory EU (WTA EU), som har til opgave at udvikle samarbejdet med myndigheder, vandforsyninger og andre kommercielle aktører i det polske vandmarked.

Kontakten til vandforsyningerne vil indebære en bred teknisk dialog med lokale fagfolk om udfordringer og kommende projekter, indhentning af viden om markedets eksisterende vandteknologier og udfordringer, og dermed identificere lokale markedsmuligheder for eksport af danske vandvirksomheders teknologier og services.

Du vil ud fra din faglige profil have ansvaret for at udvikle samarbejdet med myndighederne og forsyningerne i Polen, planlægge og afholde markedsaktiviteter med henblik på teknologisk og videns udveksling, samt bidrage til aktiviteter i andre europæiske, prioriterede lande (Tyskland, Italien, Spanien/Portugal). Samarbejdet i WTA EU indebærer koordinering med kollegaer på andre europæiske markeder end de fire særligt prioriterede, som kan være til fordel for de danske vandteknologivirksomheder.

Den europæiske vandindsats skal støtte landene i at nå deres miljø- og klimamål og forpligtelser, og samtidig skabe eksportmuligheder for danske vandteknologi på flere markeder. Dit fokus vil spænde bredt inden for vanddagsordenen, men vil, afhængig af din faglighed, centrere sig omkring at være enten vanddistribution eller spildevand, hvor du skal arbejde sammen med øvrige 3 WTA EU sektorrådgivere placeret i Rom, Hamborg og Madrid, samt lokale rådgivere med dybdegående markedsindsigt i de prioriterede markeder.

Du kan også forvente at skulle spille sammen med blandt andre Miljøstyrelsen, som kan understøtte dialogen mellem myndigheder og interessenter i Danmark og partnerlandene. Ligeledes forventes det, at du deltager under og bidrager i sammenspil med ambassadens øvrige stab.

Stillingen indebærer +50 rejsedage om året i Polen, til de øvrige europæiske markeder og til Danmark.

Hvem er du?

  • Du har en relevant akademisk uddannelse, fx inden for handel/eksport, som ingeniør eller med en anden teknisk baggrund inden for vandindustrien.
  • Du arbejder måske i et dansk forsyningsselskab som driftsleder eller har en ledende stilling i en dansk vandteknologivirksomhed, og du har dermed erfaring med det danske økosystem inden for drift og udvikling af et forsyningsselskab.
  • Du har måske tidligere erfaring med eksportfremme eller internationalisering.
  • Du har et solidt kendskab til dansk regulering og rammevilkår på vandområdet og forstår at overføre det til en lokal kontekst.
  • Du har indgående kendskab til danske vandløsninger og erfaring med offentlige/private samarbejder, samt et solidt netværk i den danske vandsektor
  • Det forventes, at du har en faglig viden inden for et eller flere af fire fokus fokusområder (vanddistribution, spildevand, kloak eller digitalisering)
  • Det vil være en fordel, men ikke et krav, at have kendskab til europæiske vandmarkeder.
  • Du kan tænke langsigtet og strategisk med eksportfremme for øje
  • Du har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på dansk og engelsk
  • Du arbejder effektivt på egen hånd, men er også en god holdspiller, der kan arbejde tværfagligt med fokus på at få involveret de rette interessenter i videns og erfaringsudveksling.
  • Du er engageret, udadvendt og resultatorienteret.
  • Du trives med netværksopbygning og dialogskabelse og evner at håndtere mange relationer og projekter samtidig
  • Du er god til at genkende kommercielle muligheder og sammenhænge.

Organisatorisk placering:
Stillingen er placeret på den danske ambassade i Warszawa.

Løn og ansættelsesvilkår:
Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse frem til 31. december 2025 med mulighed for forlængelse.

Løn- og ansættelsesvilkår vil være som specialkonsulent i henhold til gældende overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation. Herudover vil der være mulighed for forhandling af et mindre kvalifikationstillæg med udgangspunkt i relevant erfaring og kompetencer.

Det er en forudsætning for udsendelse, at du er skattepligtig i Danmark og lønnen vil være skattepligtig i Danmark.

Under udsendelsen får du endvidere et skattefrit udetillæg fastsat i henhold til leveomkostningerne på posten. Udetillægget beregnes med udgangspunkt i dine personlige forhold, herunder bl.a. familiesammensætning. Der stilles tjenestebolig til rådighed efter Udenrigsministeriets regler. Derudover dækkes bl.a. udgifter ift. forflyttelsesrejse, flytning, sundhedsforsikring, skole m.v. i henhold til Udenrigsministeriets regler.

Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen.

Tiltrædelse:
1. januar 2024 eller snarest muligt derefter.

Ansøgningsfrist og kontakt:
Ansøgningsfristen er torsdag den 30. november 2023. Vi forventer at afholde samtaler løbende. Du søger under ”Job” på www.um.dk. Du skal indsende en målrettet og motiveret ansøgning på maksimum 1 side og et CV indeholdende oplysninger om uddannelse, tidligere arbejde og øvrige kvalifikationer, niveau for sprogkundskaber, referencer m.v.
Vedhæft venligst dit eksamensbevis. Vedhæftning af CV alene betragtes ikke som en ansøgning.

Skulle du have spørgsmål til stillingen, som ikke er besvaret i opslaget eller kan findes på www.um.dk, er du meget velkommen til at kontakte Team Leader WTA EU, Mathilde Wiedemann, e-mail matwie@um.dk.

Du kan også læse mere om The Trade Council på www.thetradecouncil.dk.    

Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge en stilling i UM.

Se her hvordan vi behandler dine personoplysninger, når du ansøger en stilling hos Udenrigsministeriet.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder