Erfaren projektleder til fremtidens afløbs- og klimaprojekter
Vi søger nu en projektleder, der vil være med til at lede spændende og komplekse klima- og afløbsprojekter sikkert i mål, så Novafos kan fortsætte det vigtige arbejde med at skabe grønne løsninger for fremtidens generationer.
I Novafos er vi hverdagsmestre i at håndtere vand – rent vand i hanen, regnvand i byområder og renset spildevand til havet. Vi er omring 350 dedikerede medarbejdere, der sikrer, at vi løfter vores del, så samfund og miljø kan trives i harmoni.
Vi søger nu en projektleder, der vil være med til at lede spændende og komplekse klima- og afløbsprojekter sikkert i mål, så Novafos kan fortsætte det vigtige arbejde med at skabe grønne løsninger for fremtidens generationer.
Et job med klima, vand og miljø som fortegn
Vores arbejdsopgaver har alle vand som fællesnævner. Vi skal håndtere fremtidens regn og afløb, så vi undgår vand i kældre og på veje. Og vi skal sikre, at vi fortsat kan nyde godt af rent badevand i søer og hav. Som projektleder bliver du ansvarlig for anlægsprocessen, som bl.a. rummer projektering, udbud, byggeledelse, tilsyn, økonomiopfølgning og aflevering. Du har således meget samarbejde med vores rådgivere og entreprenører.
Vi arbejder med en bred vifte af opgaver inden for anlægsprojekter som regnvandssø og underjordisk fællesbassin i PH-Parken i Hørsholm, klimapark i Ballerup, regnvandsbassiner i Vinge i Frederikssund og ved Kildedal i Egedal. Vi arbejder også med ledningsomlægninger og separatkloakering i flere kommuner bl.a. i Rudersdal og i Gladsaxe med fokus på grønne løsninger i Mørkhøjkvarteret.
Vi glæder os til at byde dig velkommen
Du vil blive en værdifuld del af vores anlægsteam på 12 projektledere. Vi er engagerede og hjælpsomme, og vi værdsætter tværfagligt samarbejde. Dine kolleger har forskellige faglige baggrunde, og vi er gode til at drage fordel af hinanden på vores projekter.
Vi forestiller os, at du er uddannet ingeniør eller har en anden teknisk uddannelse med afløbsteknisk viden. Du har minimum 5-års erfaring med at lede anlægsprojekter, og du er god til at kommunikere med dine samarbejdspartnere. Da du jævnligt vil være ude på byggepladser, forventer vi, at du har kørekort til personbil.
Plads til et liv ved siden af dit arbejde
I Novafos tror vi på, at balancen mellem arbejde og fritid er afgørende for din trivsel og jobglæde. Vi respekterer dine arbejdstider og værner om et trygt og stabilt arbejdsmiljø, så du også har overskud til familie og privatliv. Derudover tilbyder vi:
- Fleksible arbejdstider og en arbejdsuge på 37 timer inkl. frokost
- Mulighed for at arbejde hjemmefra op til to dage om ugen
- Sunde ansættelsesforhold igennem KL-overenskomst, som sikrer dig en fair løn og attraktiv pension
- Støtte til din faglige udvikling gennem kurser, intern undervisning og uddannelse
- Gode kontorfaciliteter på Blokken 9 i Birkerød, herunder aflåst cykelparkering samt gratis parkeringspladser til bil og mulighed for opladning af privat elbil.
- Kantineordning, træningscenter, massageordning, sundhedsforsikring, en aktiv personaleforening og arrangementer som sommerfest, julefrokost, DHL-stafet mv.
Ring eller skriv til os
Vi glæder os til at høre fra dig og svarer gerne på de spørgsmål, du har om jobbet. Kontakt sektionsleder Morten Anker Jørgensen på tlf. 20 85 84 08/moj@novafos.dk eller send dit CV, ansøgning eller link til din LinkedIn-profil til job@novafos.dk senest torsdag den 28. november 2024. Vi indkalder løbende til samtaler.
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.